Faste

Faste er et af de sekundære principper (Furoo-ed-Din) for Islam. Koranen citerer følgende vers om faste og Ramadan måneden:

"Ramadan er måneden, hvori Koranen blev sendt ned som en retledning til menneskene og som klare tegn for retledning og frelse." (2:185)

"Fasten foreskrives for jer, ligesom den blev foreskrevet for dem før jer; så I kan lære selvbegrænsning." (2:183)

Ramadan er måneden med renselse, selvdisciplin samt hengivelse og ihukommelse af Gud. Det er i den måned, hvor den Hellige Koran blev åbenbaret af Gud for Profet Muhammed (fred og velsignelser være med ham).

Hazrat Salaheddin Ali Nader Angha, den nuværende Sufi-læremester for M.T.O. Shah Maghsoudi® Skolen for Islamisk Sufisme, har belyst den spirituelle betydning af Ramadan og faste i sin undervisning. Ordet "Ramada" ( رَمَضَ) betyder et udtørret land med intens hede og tørhed, et land der er så tørt, at jordens overflade er krakeleret og dele af den begynder at bue opad i kanten, så der dannes skålagtige former. Overfladen er næsten revet løs fra undergrunden og venter på, at den rene og livgivende regn skal slukke dens tørst.

Dette symboliserer den oprigtige sandhedssøgers krop og sjæls længsel under Ramadan måneden. I sin tørst og længsel undgår søgeren de jordiske glæder og vender ryggen til dem. I sin ensomhed vender han sig mod Livskilden i sit hjerte, og venter på strømmen af kundskab og kærlighed fra kilden i sit hjerte.

På arabisk hedder faste "Sawm". Ordet "Sawm" betyder "hungertarm". Faste blev kaldet sådan, fordi hungertarmen er en del af tyndtarmen, der ikke tilbageholder nogen føde og som er tom efter døden. Den er derfor ren og tømt for alt affald. Det latinske ord for hungertarm er "jejunum" og stammer fra "jejunus", som betyder tom.

Den fastende person kaldes "Sau’em" og symboliserer den, som gennemgår en renselsesproces. Ved at afholde sig fra mad og drikke og andre fysiske glæder i løbet af dagen og undgå attrå, negative tanker, hårde følelser, lave tilskyndelser og alle unødvendige ord og handlinger, renser han hele sit system. 

Renselse af alle aspekter af ens sind, hvilket er ensbetydende med rensning af de fysiske, mentale, emotionelle og spirituelle niveauer, skaber den nødvendige balance og harmoni til at stå i forbindelse med tilværelsens essens gennem den indre Livskilde. Dette er når den Højt Elskede tænder Kærlighedens flamme i vore hjerter.[i] 

I bogen Al-Rasa’el, i afhandlingen om Hjerternes Renselse og Oplysning, erklærer Hazrat Molana Shah Maghsoud Sadegh Angha, Pir Oveyssi [ii]:

"Faste i Shari’at (Loven) er afholdenhed fra mad og drikke, og faste i Tarigh’at (Stien) er afholdenhed fra sindets illusioner og fuldkommen hengivelse til kærlighed til Herren."

Når man forstår den sande betydning af faste, står det klart, at faste ikke er begrænset til den hellige Ramadan måned. Søgeren er opfyldt af den kærlighed, han har oplevet, og af de ting han har lært i Ramadan måneden, og han bruger dem som retningslinjer for sin vækst og udvikling. Han helliger dernæst tre dage om måneden til faste hele året rundt.

_____________________________
Henvisninger:
i. Hazrat Salaheddin Ali Nader Angha , Lectures, Pleasant Hill , CA , September 1992.
ii. Hazrat Molana Shah Maghsoud Sadegh Angha, Al-Rasa’el-Purification and Enlightenment of the Hearts, (M.T.O. Shahmaghsoudi Publication®, Tehran, 1975) p.5

Bitte aktualisieren Sie Ihren Flash Player!