Principper for Opstandelse

"Og på opstandelsens dag vil du i sandhed blive oprejst."
Koranen (23:16)

"I Islam kaldes søgningen efter sin egen sandhed qiyam (det at rejse sig op). Det betyder at rejse sig op fra ens stabile fundament og ikke læne sig mod noget som helst. Det først trin i bøn er for eksempel at rejse sig op og stå fast i den hensigt at vidne om Gud og bekræfte Guds enhed."1

"Genspejler de ikke deres eget sind? Allah har ikke kun skabt himlen og jorden og hvad der findes imellem dem af retfærdige årsager og for en bestemt tid, selv om mange mennesker nægter, at de skal møde deres Herre."
Koranen (30:8)

Amir al-Mo’menin Ali (fred være med ham), Sufiernes ærværdige Herre, har sagt: "Jeg er forbavset over folk, som ikke kender deres eget selv og som ønsker at kende Gud."

Folk tror som regel, at de kender Gud. De antager, at der er en Gud, som har skabt os og derefter overladt os til os selv. Når Dommedagen kommer, antager vi, at Han vil vise sig igen for at afgøre vores skæbne og dernæst sende os til himlen eller til helvede. Sandheden er, at hver enkelt person lever i det helvede eller den himmel, som han har skabt og vil blive ved med at gøre det efter dette liv. Folk antager, at de vil rejse et andet sted hen efter deres død.

Profeten Muhammed (fred være med ham) har sagt:

"Sådan som du lever her, det er den måde hvorpå du vil leve derefter."

Hvis en person er forstyrret og ængstelig i dette liv, vil han fortsætte med at være sådan. Det er det helvede, hvori han vil være her og derefter. Den kekymring, vrede, grådighed og jalousi, som flok lever med, udgør deres helvede og det er sådan, de vil blive ved med at leve efter deres liv på jorden.

Profeternes væsentlige budskab fremgår af Profet Muhammeds (fred være med ham) ord:

"Dø før døden kommer."

Det betyder at dø fra dit menneskelige selv, løfte sløret som dækker virkeligheden, således at du kan leve i fred her og for evigt.

Når en person rejser sig fra sit væsens stabile center, bryder han fri fra de imaginære grænser og er ikke længere indesluttet i sit fysiske jegs begrænsninger. Det kan sammenlignes med en dråbe vand, som bryder fri fra sine grænser og tilintetgøres i havet. Den finder her en permanent tilstand og oplever havets uendelighed. I Sufisme kaldes dette stadium selvets tilintetgørelse (fana) og blivende nærværelse (bagha) i Gud. Således er opstandelsens virkelighed.1

_____________________________
Henvisninger:
1- Molana Salaheddin Ali Nader Angha, Sufism, The Reality of Religion (Riverside, CA: M.T.O. Publications®, 2002)